Go back


download musicfile dragsetvisa

Dragsetvisa
Skrevet av den blinde bondejenten Maria Jonsdatter Dragset i året 1775


1
Ac ven hvad må vi høre og se
af hendelser som her mon ske
med sorg hos næste nabo.
De karsk og glad af huset gik
og fik af døden siste drik.
De unge sødskend tvende
bekom en hastig ende.

2
De brødre toe om aftenen
til båden sig forføyet hen
sin næring at opsøge,
ved klokken sex på dybet far
med fiskegaren som de har.
Da var og søen stille
og luvten den var milde.

3
Den to og tyvende marti skrev
Gud Herren til dem dødsens brev
et vældigt veyr oplauger,
de lidet ud på søen lå
en heftig storm mon komme på
da båden fyldet bliver
og de blev skildt ved livet

4
Mand så de drenge i båden var
de sine hænder til udslår
høyt efter hielpen råbte,
Strax redningen forføyet sig
men de kom dog for sildelig
ved livet dem at finde,
nei døden dem vil vinde.

5
Den yngste bølgen strax tog bort
den eldste engang opkom kort
og efter redning søge.
En hånd han efter båden (slog)
en bølge kom og tog den bort
da mand han så ey mere
i verden her at være.

6
Den ottende dag efter den tiid
var søen meget stil og blid
da folk did monne fare
og lede om på bundens sand
da de det ældste legem fan
de yngste fantes icke.
Gud lod ham grav der skikke.

7
En hver kan tenke seg hos sig
hvor moderen vemodelig
ved sådant budskab bliver,
at begge sine sønner kier
hund icke mer i verden har.
Gud trøste hendes hierte
og hendes ve og smerte.

8
Før trettende mai var leden hen
fik hun en større sorg igjen
udaf sin ældste datter.
Hun hen i mark med qveg vil gå
og ved sig ingen fare så
da biørnen hende møtte
og ynkelig bortflytte.

9
Da råbte hun vemodelig
og ingen redning see for sig
hun tænkte flugten tage.
Dog på hvad sted skuld hun fly hen
hun råbte da til himelen.
Gud hende vil bønhøre
og for den nåde føre.

10
Så snart de hørte hendes råb
toe mandspersoner strax for op
for fårrene at redde.
De tenkte ey at pigen her
for fårrene sit liv omber
før de fant hendes kleder
og blodet marken væder.

11
Og hendes legem så de da
at biørnen tog med bort derfra
og ynkelig parterre.
Før skud de gaf udaf sin hånd
da slap han det udaf sin tand
sig hen til dennem vente
og tenkte dem at hente.

12
Men det blev ey av Gud tilladt
dog tog han pigen med klørne fat
over et gierde springe.
Han rev og terte den piges krop,
tilsist gik udyret lenger op
der hendes legem nedfasket
og tørv og jord pårasket.

13
Ach hvor forfærdet blev da de
som den ulyke fik at se
med sorg og gråd kom tilbage.
De henderne tilsammen slog
Ach ve os biørnen pigen tog.
Vi ned til jorden segnet
og udaf skrek henblegnet.


14
Ach ve de moders hjertesår
på ny igjen fik dybe skår
O Gud du hende husvale.
Førend det første sår blev lægt
hun nu et større atter fik.
O Helligånd fremtrede
og hendes siel selv glede.

15
To personer torde ey did gå
førren de flere med sig kunde få
vor neste naboe komme.
En hob af mænd gik bevæbnet did
at hente ned det sørgelig
det ned på viend bragte
ligklæderne omstragte.

16
Da pigen var fuld aten år
af biørnens klør fik dødsens sår
hvert hierte sligt må rørre.
Hun mit udi sin blomstrend tid
af et vilt dyr blir sønder slit.
Vemodigt er at påtenke
når Gud slig død vil skienke.

17
O Herre Gud så from og god
du så vel vist hvor pigens blod
ved biørnens klør måtte rinde,
du dine engle udsendte vel
for Jesu død annamet hendes skiel
og til dit rige førrer
hvor pine ey merre rørrer.

18
Har Gud ey stormen selv tilladt
og Gud selv biørnen did befalt
da havde (ei) en omkommet,
men som jeg læser at det står
de falde ey et hovedhår
uden vor herres vilje,
det vild os selv reen skielde.

19
Det skede alldrig dem fordi
de var større syndere end vii,
thi vi os må erindre
sligt sker for vore synder stor
som vi begå på denne jord
for vi Guds bud-ords lære
adlyde ei dessværre.

20
Dog tænkte folk i Siloe vel
de aten tårnet slog ihiel
var syndere frem for andre.
Ney, Herren siger at de all
var skyldig under tårnes fald,
hvis de sig ey omvende
skal dem det same hende.

21
Wågn op o synder sickerlig
og hør hvad Gud påminder dig
exempel la di skreke.
Du daglig opp af synden ståe
og hast til poenitense at gå
om du vil ey omkomme
af Herrens vredes domme.

22
Det må du takke Herren for
at hand dig i din ondskabs år
ey hastig har bortrykket.
Leg nu på poenitense flid
begred din synd mens du har tid
at du kand Jessum fange
og sallighed erlange.

23
Bedrøvet moder som igjen går
Gud Herren læge hendes sår.
Jeg ved hand dig ey forjætter
når du hannem omfavne vild
i tro i håb i bøn dertil.
Hand altid fromme enker
og faderløse påtenker.

24
I børn tvende som igiend går
I eders moder lydig er
i det som Gud behager
og eders lampe så omtænde
at I brudgommen kand forvente,
at I med alle fromme
kand vente på hans komme.

25
Gud giv enhver betragter her
hvor hastig dødens kome er,
fra livet fik de snart vandre.
Ved klokkeslæt de karskhet har,
at andet døde blegnet var.
Guds veie er usporlig
frøgt Herren derfor trolig.

26
Så snart de ud af verden gik
at de knapt suke for sig fik
der de med døden stride,
så håber jeg og tror vist dog
at Herren dem til nåde tog
og disse Christi læmmer
selv ved sin forbøn fremmer.

Med tillatelse fra © Bernt Gudrunson Bøe; forfatteren av boka 'Kring ein fjord - frå gamle dagar på indre nordmøre' skrevet i 1980.

I utdrag fra boka står dette skrevet om Dragsetvisa:

"En ny Viise om tvende ulykelige Hændelser"
- Dragsetvisa -

     Ulykker og tragiske hendingar har ofte gjeve inspirasjon til viser og dikt. Hendingane på Dragset i Bøfjorden våren 1775, da to brør drukna på sjøen, og "Mannbjønnen" like etter drap søstra til desse gutane, fekk også si vise - "Dragsetvisa".
     Dette er både det eldste diktet vi veit om på desse kantane - som røpar at den "blinde Bondepige ved navn Maria Jonsdatter Dragset" må ha vore uvanleg opplyst og evnerik - og dessutan eit uhyre verdifullt historisk dokument som utførleg gjer greie for dei dramatiske hendingane denne ulykkesvåren.
     Kven denne Maria var, veit vi ikkje sikkert. I Åsskardsboka finn vi henne ikkje. Men ho må ha budd i Nestua på Dragset, siden ho talar om "Sorg hos næste Nabo" - naboen var altså Oppistua. Brukaren i Nestua på denne tida var Lars Jonson, og Blind-Maria, som ho sikkert vart kalla, kan vel ha vore søster hans, sjøl om ho ikkje er nemnt mellom søskena.

MED HJELP AV "OLA SKULMEISTAR"?

     Da denne "Dragsetvisa" vart til, var Almue-skolen (den tids folkeskule) berre 30-40 år gammal og enno ikkje innført over alt. Men Bøfjorden hadde sin "Skolemester" alt frå 1756. Han heitte Ole Olsen Bø (f. 1728 i Bøkleppen, d. 1796 på plassen Storberget, litt ovafor der fyrlykta no står). Han var frigjeven frå det militære for å vera skulehaldar under prost Tyrholm.
     Maria Jonsdotter må altså ha vore eleven hans, og kanskje hadde ho synet sitt som barn. Da ho dikta visa midt i 1770-åra, må ho ha vore vaksen. Diktet tyder på at ho var eit modent åndsmenneske og dessutan ein pietistisk kristen. Den "moralen" som vi finn i slutten av Dragsetvisa, viser oss at ho har lytta ivrig til preikene i Halsakyrkja. Og detaljane omkring dei to ulykkene må ho ha fått frå dei andre på garden. Somme av dei var kanskje augnevitne.
     Sidan Maria var blind, må ho vel ha hatt hjelp til å føra visa ned på papiret. Her er det rimeleg å tru at gamle Ola Skulmeistar hadde ein finger med i spelet. Kanskje har han også gjeve råd med omsyn til det stilistiske - vi veit at han blant sine bøker hadde Volquarts' "Siælens Luth", ei populær samling åndelege viser, og sikkert forstod seg litt på salmer og dikt.

VISA VART TRYKT

Etter det Maret Vullum (f. 1835) fortalte til Edvard Langset i 1918, skal "Dragsetvisa" også ha vore publisert i ei trykt utgåve, truleg like etter at ho var laga. Denne utgåva finst ikkje lenger, men på garden Mo i Hemne vart visa attfunna i ei gammal kvitteringsbok. Der var ho nedskriva med hand - truleg i 1777 - av ein 12 års gammal gut som bruka boka til skrive øving. I 1924 sende så Per J. Mo visa inn til Nordmøre Historielag, som trykte ho i årsskriftet sitt det året. Dersom Dragsetvisa var koma til Hemne alt i 1777, så må ho altså ha vore dikta straks etter ulykkene våren 1775 og vorte raskt kjent. Kanskje var ho trykt alt da, slik at guten i Hemne skreiv ho av etter den trykte utgåva. (Ein liten best-seller?)

MELODIEN

     Som melodi til Dragsetvisa er nemnt salmetonen "O kiere Siel, frygt aldrig meer". Tonen er opprinneleg frå Nederland 1540 og finst i dag både som "Min sjel og ånd, oppmuntre dig" i Koralboka og som "Bryt ut i jubel" i "Salmer 1973", da i opprinneleg rytme. Sannsynlegvis gjekk melodien til Dragsetvisa ut ifrå denne tonen, men vart omgjort og utbrodert på folketonevis. Eg har henta inn mange folketonevariantar av den, men trur det er rettast å leggja Dragsetvisa opp etter den opprinnelege nederlandske tonen, slik vi finn han i "Salmer 1973" - med eit par små forenklingar i takt 6 og 14.
     Her er så visa - komplett. Språkforma er frå "Årsskrift for Nordmøre Historielag" 1924 - ein god del enklare enn originalen, som sikkert ville vore vanskeleg å lesa for dei fleste:

dragsetvisa

     En ny Viise om tvende ulykelige Hændelser som tildrog sig paa Gaarden Dragset i Stangvigens Prestegield i Nordmørs Fogderri. Sang vis forfattet af en paa same Gaard sig da opholdende blinde Bondepige ved Navn Maria Jonsd. Dragset under den Melodie "O kiere Siel, frygt aldrig meer".


Og her kommer historia om Mannbjønnen som herja og drepte buskap og folk på indre Nordmøre i årene 1775-1776. Og denne spennende og autentiske historia må det lages film av!
Følg linken her for å lese hele historia på tifoldige sider:
Historia om Mannbjønnen